torsdag den 15. september 2011

Hvornår kommer du hjem igen?

Hvornår kommer du hjem igen, spørger min mor hver gang jeg springer på toget for at tage tilbage til København, hvor jeg snart er færdig med min uddannelse – og hun bliver så skuffet når jeg ikke kan svare. Og som om min mors skuffede øjne ikke var hårdt nok, så kan statens skuffede øjne i fremtiden betyde en økonomisk regning, hvis jeg finder arbejde i udlandet efter min uddannelse.

Ligesom 39 % af andre unge Djøf’ere trækker udlandet efter min uddannelse. Det er der mange årsager til, jeg vil blandt andet gerne udfordre mig selv og få et bredere netværk og bredere kompetencer. Det er dog ikke af økonomiske årsager, da jeg langt fra er sikret en høj timeløn i udlandet, og der kan også være store omkostninger forbundet med at rejse væk.   

I forvejen er det forbundet med store sociale og personlige overvejelser at rejse til udlandet for at arbejde, hvorfor skal ”Helle-Mor” nu også blande sig?

Selvom jeg placerer mig et par år i udlandet kommer jeg stadig hjem til Danmark og arbejde langt hovedparten af min karriere – altså under forudsætning af, at der er velfærdssamfund at komme hjem til, og med mindre jeg finder en mand derude – for så bliver jeg jo nødt til at bosætte mig i Sverige eller finde andre veje rundt om tilknytningskravene.

Som om vi ikke havde meningsløse regler nok, så giver det slet ikke mening at indføre et sådan system, når man samtidig vil spare på den offentlige administration. Et forslag der i øvrigt sikkert koster mere at administrere, end der kommer tilbage i samfundets kasse.

Samtidig lugter det måske også en smule af dobbeltmoral, at staten med den ene hånd giver tilskud til udlandsophold på uddannelsen, og så bagefter kræver pengene tilbage, hvis man er fræk nok til at blive derude og få noget mere erfaring?  

Jeg tror ikke, at der er nogen, der har støttet mig mere i min uddannelse end min mor, jeg ville ønske ”Helle-Mor” vil overveje at give den samme støtte til landets studerende, der hver dag arbejder for at kvalificere sig til at skabe vækst i Danmark! Det kunne hun gøre ved at investere langsigtet i uddannelse og arbejdsmarkedet, og ved at  tage initiativer, der kan hjælpe de unge dimittender videre, der pt. er fanget i arbejdsløshed – det vil være en retfærdig investering for Danmark.  

Vi skal turde at være internationale.


Signe Thiim, 
Politisk næstformand, Djøf Studerende

Ingen kommentarer:

Send en kommentar