lørdag den 29. december 2012

Nationalt processpil i stærk medvind


Endnu en gang er Djøf og Danske Advokaters nationale processpil i arbejds- og ansættelsesret blevet afholdt. Den 1. november 2012 løb finalen af stablen efter alle spillets regler i Højesterets fornemme og højtidelige lokaler. 


Det unge processpil har været under en rivende udvikling i de få år, det har været tilbudt studerende over hele landet. Siden Mathias Krarup og Karen Bregnehøj i 2009 tog initiativ til at oprette processpillet, har det været afholdt hele tre gange med voksende interesse fra både dommere, vejledere, sponsorer og ikke mindst deltagere.

National deltagelse
I år var imponerende 59 studerende fra henholdsvis Århus, Aalborg og København repræsenterede i delfinalerne i Danmarks to landsretter. Deltagerne var fordelt på i alt 16 hold, hvor halvdelen skulle føre sagen i Vestre Landsret og den anden halvdel i Østre Landsret.  

Som nyt tiltag var det i år også muligt for cand.merc.jur.’er og andre økonomistuderende med juridiske fag eller baggrund at ansøge som deltager i processpillet. Denne beslutning blev taget efter betydelige overvejelser, da disse studerende som bekendt ikke har civilproces på studiet, ligesom de heller ikke kan opnå advokatbestalling og dermed repræsentere klienter ved de civile domstole uden supplerende uddannelse. Ikke desto mindre er der de sidste år blevet ansat flere studerende og færdiguddannede med økonomisk baggrund på advokatkontorer, ligesom de tillige vil kunne forhandle mellem arbejdsmarkedets parter, forud for en afgørelse ved de civile domstole. Af den årsag valgte vi i år at optage enkelte cand.merc.jur.’er, som klarede sig yderst tilfredsstillende og på samme niveau som sine konkurrenter fra de klassiske jurastudier.

Opsigelse af muslimsk medarbejder og efterfølgende bortvisning grundet kritiske ytringer
Årets case omhandlede en muslimsk rengøringsassistent, der arbejdede for en privat arbejdsgiver. Rengøringsassistenten udførte rengøringsopgaver på et hospital, som led i en udliciteringsaftale mellem hospitalet og rengøringsfirmaet. Efter kort tids ansættelse blev rengøringsassistenten dog opsagt og siden hen bortvist i opsigelsesperioden.

Sagsøger påstod indledningsvis i den konkrete sag, at opsigelsen var udtryk for diskrimination. Både i processkrifterne og i procedurerne argumenterede sagsøger stærkt for, at arbejdsgiveren valgte at slutte ansættelsesforholdet af grunde, som stred imod forskelsbehandlingsloven.  Blandt andet søgte sagsøger at bevise, at opsigelsen var et reelt udtryk for, at arbejdsgiveren var utilfreds med, at rengøringsassistenten udførte religiøse ritualer i arbejdstiden. Som modsvar påstod sagsøgte, at opsigelsen blev givet, da arbejdsgiveren  havde et ønske om, at arbejdstiden skulle udføres effektivt. Afbræk i arbejdstiden til bedestunder kunne angiveligt ikke forenes med dette, hvorfor den troende muslim måtte opsiges.

I den efterfølgende opsigelsesperiode valgte rengøringsassistenten at ytre sig i kritiske vendinger omkring rengøringsstandarden på landets hospitaler. Disse udtalelser blev bragt i en avis i form af en kronik, hvori rengøringsassistenten ifølge sagsøgte skulle henvise til sin arbejdsgiver og det hospital, hvor han havde udført arbejdsopgaver. Hertil skulle han have brugt kryptiske ordspil, således at arbejdsgiveren let skulle kunne identificeres. I den forbindelse var sagsøger på pletten med stærke modargumenter, idet de fremhævede, at sagsøgte havde svært ved at bevise noget økonomisk lidt tab ved udgivelsen af kronikken.

Afgørelsen
Både sagsøger og sagsøgte var stærke og overbevisende i deres argumentation, og afgørelsen kunne gå begge veje. Da casen var opdigtet, findes der ikke nogen endelig afklaring på problemstillingen, men dommerne i Højesteret fandt dog, at sagsøger var årets vinder. Helt præcis var det sagsøger fra Aalborg Universitet, som havde de stærkeste argumenter med til retten.

Vinderholdet bestod af Nicolas Mikkelsen, Marie Kok Hansen, Maria Pedersen og Anette Langballe Haahr Pedersen, hvor sidstnævnte tillige vandt prisen som årets bedste procedør ved finalen i Højesteret. Holdet var vejledt af Kim Munk-Petersen fra Advokatfirmaet Vingaardshus i Aalborg. Andenpladsen gik til deltagere fra Københavns Universitet, som repræsenterede sagsøgte. Holdet bestod her af Kathrine Louise Ruhnau, Camilla Froberg, Nina Marie Hansen, Marie Elisabeth Sakse og Tobias. Vejledere var Anne Skjold Qvortrup og Sam MacMahon fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

I alt blev præmiesummer på 43.000 kr. uddelt.

Dommere i topklasse
Det har været afgørende for os som arrangører, at deltagerne fik mulighed for at møde og blive bedømt af nogle af branchens skarpeste folk. Derfor har vi i tråd med de foregående år haft praktiserende dommere  og højt kvalificerede advokater til at vurdere deltagernes indsats både i processkrifterne og i procedurerne. Dommerpanelet bestod i år af 13 personer med stor procedureerfaring og / eller ekspertise inden for ansættelses- og arbejdsretten.

Fremtidsudsigter
På mange niveauer har Djøf og Danske Advokaters arbejds- og ansættelsesretlige processpil 2012 været en succes. Derfor er også de første skridt mod endnu et arrangement allerede taget, og vi håber, at vi i år 2013 ligeledes vil se dybt engagerede deltagere udfolde sig i processkrifterne og slå sig løs med dybdegående procedurer på henholdsvis Landsretternes og Højesterets fornemme scene.

Processpillet blev arrangeret af Niklas Læssøe Koch og Peter Lærkholm fra Copenhagen Business School samt Line Lykkegaard og Christina Svensson fra Københavns Universitet. Som arrangører takker vi for alles bidrag, og vi glæder os til, at arrangementet skal løbe af stablen igen næste efterår. 



Af Christina Maj Svensson, 
Frivillig Djøf Studerende Hovedstaden





Ingen kommentarer:

Send en kommentar