torsdag den 9. februar 2012

”Really? Ministry of Foreign Affairs?”


Som studerende i Danmark har de fleste et studiejob, og de som står uden for, søger febrilsk for ikke at finde sig selv bagerst i jobkøen, når det endelig regnskab skal gøres op, og de få jobs skal fordeles. Sådan lyder standard-fortællingen for mange studerende. Studiejobs er essentielle.
Men denne angstprovokerende holdning til manglen på studiejobs er ikke den samme i resten af verden. I USA ligger flere af verdens bedste universiteter (og måske også nogle af verdens dårligste?). Her er fokus ikke på relevante studiejobs. Tværtimod. Meget fokus går til studierne, og et relevant studiejob ved siden af synes ikke at være kutyme. Således kan man let fristes til at tro, at de amerikanske unge studerer flittigt og kommer hurtigere gennem uddannelsen, fordi de ikke forsinkes af relevante studiejobs (som nogle måske vil beskylde danske studerende for). Det er dog kun den halve sandhed. Det er værd at huske på forskelligheden i den måde, vi har valgt at uddanne unge på i de respektive lande.
Når amerikanske studerende hører om relevante studiejobs, så vækker det forundring og misundelse. Mange amerikanske studerende har nemlig også et arbejde, mens de studerer.
I løbet af deres tidlige år på universitetet har flere et job for at få studierne til at løbe rundt. Det er bare ikke et relevant studiejob. De studerende arbejder på cafeer, i universitetets boghandel, eller har en tjans i det lokale fitnesscenter. Hvis de studerende efterfølgende vælger at videreuddanne sig (læs Master og/eller Ph.d), så blive tiden primært tilegnet studierne (med forbehold for specielle masterordninger). Men selvom de ikke har studiejobs sideløbende med studiet, så har de ofte været placeret på arbejdsmarkedet i mere eller mindre interessante stillinger inden de begynder på en kandidatgrad. Årsagerne er formentlig flere, men høje undervisningsafgifter har formentlig en indvirkning, mens tvivl om ens videre uddannelsesvalg ligeledes kan påvirke.  
Når man tilbageskuende vender blikket mod Danmark og de relevante studiejobs, så giver kampen lidt mere mening. Det er nemlig ikke en selvfølge, at studerende kan arbejde i offentlige institutioner, interesseorganisationer eller private virksomheder. Det gør danske studerende imidlertid, og derved kan de erhverve sig større praktisk viden og udføre et relevant stykke arbejde i forhold til den uddannelse man har valgt.
Derfor reagerede en mine medstuderende også med en grad af forundring, da han blev bekendt med danske studerendes relevante arbejde, og replicerede: ”Really? Ministry of Foreign Affairs?”
 af Gustav Nedergaard

Ingen kommentarer:

Send en kommentar