torsdag den 10. november 2011

Fakta om studielivsundersøgelsen...

I nedenstående indlæg benytter Signe Thiim sig af landsdækkende gennemsnitstal for vores medlemmers indtægt, husleje og studieudgifter, fra dette års studielivsundersøgelse, så interesserede læsere havde et grundlag hvormed de kunne sammenligne deres egne økonomiske forhold. Undersøgelsen, som vi laver hvert år i umiddelbar forlængelse af sommerferien, og som giver os værdifuld information om vores kære medlemmer til brug i vores arbejde i løbet af året, gør os imidlertid i stand til at se dybere ind i tallene end dét, og derved skabe et endnu bedre grundlag for sammenligninger med vores egen økonomi.

En sammenligning af medlemmernes økonomiske forhold på tværs af landsdele viser således, at der sker et betydeligt indkomstfald jo længere vi kommer fra København. Mens københavnerne angiver et rådighedsbeløb på 4.764 kroner per måned, når huslejen er betalt, er dette tal på 4.332 kroner blandt svarpersonerne fra Syddansk Universitet. Aarhusianerne står gennemsnitligt tilbage med 3.836 kroner per måned mens aalborggenserne i gennemsnit har 3.172 kroner at gøre godt med, når huslejen er betalt. De gennemsnitlige studieudgifter varierer fra 359 kroner per måned på Syddansk Universitet til 437 kroner i Aarhus, om end forskellen på denne udgift er større hvis vi ser på de forskellige uddannelser end hvis vi ser på landsdelsforskelle. Således har jurastuderende de dyreste bøger, og må gennemsnitligt sætte 593 kroner af per måned til forskelligt studiemateriale, mens universitetsøkonomerne slipper billigt med 229 kroner om måneden i gennemsnit.

Da der i undersøgelsen er relativt få svarpersoner fra Syddanmark og Aalborg, er tallene for disse universiteters studerende præget af en vis grad af usikkerhed. Denne usikkerhed er dog ikke større end at vi samlet set sagtens kan konkludere en klar tendens til, at vores medlemmer udenfor København har noget mindre at gøre godt med end københavnerne, og et godt bud på årsagen hertil skal vi heller ikke være for fine til at levere. Således viser der sig en markant bedre adgang til studiejobs i København end i resten af landet. 78 procent af de adspurgte københavnere finder det i høj eller nogen grad muligt at få studierelevant arbejde i deres nærområde, mens dét gør sig gældende for under halvdelen af de adspurgte fra de øvrige byer. Blandt de aalborggensiske svarpersoner står det så slemt til, at hele 92 procent svarer, at der enten i mindre grad eller slet ikke findes mulighed for at få et studierelevant arbejde i deres nærområde. Med så stor konkurrence om de studiejobs der er i området, er det vigtigt at have ansøgningen og cv’et i orden når man søger. Derfor kan det vise sig værdifuldt at huske, at vores studenterrådgivning sidder klar til at give feedback herpå indenfor 24 timer, ligesom de også gerne giver dig gode råd med på vejen hvis du bliver kaldt til samtale.

Med ønske om en god movember,
Julian Christensen, medvirkende på arbejdet med dette års studielivsundersøgelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar