tirsdag den 17. januar 2012

Eksamenstræning


Eftermiddagens første bane er overstået i svømmebassinet, og jeg forsøger så småt at gentage de vigtige emner og pointer fra dagens eksamenslæsning inde i mig selv. I den lave ende af bassinet er jeg ved at sluge en halv liter klorvand af grin, da jeg opdager at triatleterne i crawl-banen har fået selskab af en fyr i et par lidt for løse og afslørende badeshorts. Hvem siger træning ikke kan være sjovt?  

Tilbage på sporet gennemgår jeg den liste af ting, jeg skulle kunne i dag. Det er langt fra alt jeg kan huske, og der går et par vendinger med at gennemgå koncepterne og nå den optimale træningspuls. Herfra er der høj puls, hvilket kræver træningsfokus. Dog benyttes der jævnligt en halv bane til at repetere. Og sådan går der nemt en time i bassinet, og Porters pointer sidder nu helt fast.

Jul og nytår er overstået, og januar betyder for mange eksamenslæsning til op over begge ører, og derfor forsvinder nytårsforsættet med at træne hurtigere fra hjernen end nytårets tømmermænd. Men hvorfor ikke have god samvittighed og læse til eksamen samtidig?

Jeg bruger noget af min træning på at øve mig i at præstere i en presset situation som eksamen, og det fungere både på løbeturen, på cyklen og i svømmehallen, og hvor man ellers træner. Det kan være en god ide at skrive ned, hvad man vil bruge træningen på at gennemgå inden. På den måde kan man træne uden at få dårlig samvittighed. 

Hvis du endnu ikke er kommet til at træne i din hverdag, er det bare med at komme i gang, men forvent ikke du kan udlede løsningen på en 2. gradsligning på løbebåndet lige med det samme! De afledte positive effekter kan til gengæld føles med det samme! Træning betyder bedre indlæring og hukommelse. Træning modvirker stress – og er en perfekt pause fra læsningen.  Men hjernen skal ikke kun stimuleres gennem motion for at præstere optimalt, den skal også have det rigtige brændstof. Din fine Djøf-uddannelse har sikkert kvalificeret dig til at opdage at frugt og grønt er fyldt med vigtige vitaminer – men ved du også at fiskeolie er helt essentielt for din læring?

Hvis du skal præstere optimalt til eksamen er din fysiske form på dagen afgørende for din faglige præstation, hvilket i øvrigt også gælder ude i erhvervslivet. Så læg træning, madlavning (herunder indkøb) ind i din læseplan. Lav en aftale med en af dine venner, så får du også set dem, og hvis I fx løber eller cykler sammen kan I jo stille hinanden spørgsmål. 
Godt nytår og held og lykke med det hele!

Af Signe Thiim, Politisk næstformand i Djøf Studerende og  Bikefit instruktør Fitness World

Ingen kommentarer:

Send en kommentar